top of page

tirs. 25. jun.

|

Karen Blixen Museum

Meditativ sang, fortælling og musik under trækronerne (2:3)

Igen i år byder vi på Syngesaloner midt i det fredfyldte Fuglereservat, hvor sang, fortællinger vil skabe rammerne for en sanselig poetisk naturoplevelse.

Meditativ sang, fortælling og musik  under trækronerne (2:3)
Meditativ sang, fortælling og musik  under trækronerne (2:3)

Tid og sted

25. jun. 2024, 17.00 – 18.30

Karen Blixen Museum , Rungsted Strandvej 111, 2960 Rungsted Kyst, Danmark

Om eventet

Karen Blixen havde en ubetinget kærlighed til både musikken og naturen. I denne salon kombinerer vi disse passioner og tager på en poetisk vandring i Karen Blixens Fuglereservat.

Den poetiske salon er en udvikling af den populære  “Syngesalon under trækronerne”, som har været afholdt på Rungstedlund jævnligt siden 2021. Ny rute, nye destinationer og nye sange. 

Vi byder på en helt særlig sanselig naturoplevelse, som drager dig ind i Blixens univers og natursyn gennem fortælling, meditation og musik. Helle Solvang er vært og inviterer deltagerne ind i poetiske fortællinger, lydlige meditationer og fælles sang under træernes kroner. Adam McKenzie akkompagnerer med musik.

Til tonerne af stemmerne, celloens klang og digtoplæsning bevæger vi os fra barndomshjemmet til blomsterhaven, nattergalebænken, vildnisset og Karen Blixens grav. Turen ender i Herregårdslunden.

Ved ankomsten byder vi på et glas bobler med kig over Karen Blixens smukke havedam.

ALLE POETISKE SALONER PÅ RUNGSTEDLUND I 2024

Poetisk salon under trækronerne –  12. juni 2024 kl. 17-18:30

Poetisk salon under trækronerne – 25. juni 2024 kl. 17-18:30

Poetisk salon under trækronerne – 13. august 2024  kl. 17-18:30

OM SYNGESALONEN 

Syngesalonen har været afholdt én gang om måneden siden 2016 på skiftende lokationer og med skiftende tematik og gæstemusikere. Syngesalonen kan poppe op i naturen, på landet såvel som i byerne og er for alle, der kan lide at synge. Følg med her på begivenhedssiden, i vores facebook-gruppe 'Syngesalonen' og i nyhedsbrevet, som man kan få tilsendt pr. e-mail.

Syngesalonen.dk

OM HELLE SOLVANG:

 Helle Solvang, Cand.mag. i Musikvidenskab og Moderne Kultur og Kulturformidling, er kulturiværksætter og foredragsholder og har igennem 25 år formidlet kulturhistorie i radio, podcast og film for bl.a. DR, SMK og SDU/Danske Digterruter. Hun har skabt seks dokumentariske kortfilm for Rungstedlundfonden om Karen Blixen og er medudvikler af  ‘Blixen-ruten’ – en 16 km. lang kultur-vandrerute gennem Blixens barndoms landskaber. Hun er kurator og vært i Syngesalonen, der arrangerer nyskabende fællessangs-oplevelser på forskellige lokaliteter. Siden 2020 desuden daglig leder og underviser i Jordens Skole. Jordensskole.dk

OM ADAM MCKENZIE

Adam McKenzie er uddannet cellist og  naturvejleder. Han arbejder på Karen Blixen Museum som naturformidler og har stor erfaring med at kombinere musik med naturformidling. Adam er optaget af naturens magi og arbejder både sanseligt og naturfagligt med naturen.

MEDBRING 

Medbring gerne dit eget tæppe eller yogamåtte. Arrangementet foregår udendørs i Fuglereservatet. Vi krydser naturligvis fingre for godt vejr og gennemfører uanset.

PRIS: 150 kr. 

Årskortholder, studerende og unge u. 27 år: 80 kr. 

Billet er inkl. et glas bobler og entré til museet.

Find vej til at sikre dig billet  HER (link kommer snart)

Vær opmærksom på, at der er begrænsede pladser. 

Skulle du blive forhindret kort før arrangementets afholdelse så send venligst en besked til kontakt@syngesalonen.dk eller ring til Karen Blixen Museum, så vi kan invitere deltagere, der står på venteliste. Vi vil gerne at så mange som muligt får denne unikke mulighed. 

KAREN BLIXENS FUGLERESERVAT 

Karen Blixens Fuglereservat er et naturområde på 15 Ha med hundredårige gamle træer, vildskov, enge med græssende dyr og vandhuller. Karen Blixen oprettede Fuglereservatet på Rungstedlund i 1958. Siden da har fuglelivet og naturen haft højeste prioritet. Salonen er en del af projektet “I Karen Blixens Fodspor”, som er støttet af Nordea-fonden. Her er der fokus på naturen, som Karen Blixen elskede så højt i et forsøg på at skabe en samhørighed mellem kulturen og naturen i Blixens navn.

MADAM CARLSENS BISTRO OG CAFÉ

Hos Madam Carlsens Bistro og Café er der mulighed for at spise aftensmad eller få en kop varm kaffe før eller efter turen. Vi anbefaler at bestille bord

Del dette event

bottom of page