Forårssang uden håb

Helle Solvang
10. jan.
3 min læsning

Forfatteren Stine Pilgaard sætter i denne sorgfulde forårssang ord på det faktum, at naturen ikke bøjer sig for sorgen. Midt i det spirende, brusende forår rammes vi mennesker nogle gange af tragedier, og det gør det næsten uudholdeligt, at der er så stor kontrast mellem omgivelserne og det indre. Den uforløste og monotone melodi støtter på smuk vis op om tekstens kontraster.

Sangskriverne mødtes til seminar på Den Rytmiske Højskole

Kristina Holgersen, Anders Greis og Stine Pilgaard kendte ikke hinanden, da de af sangbogsudvalget blev inviteret til sangskriverseminar på Den Rytmiske Højskole i 2019. De fandt sammen omkring en sangtekst, Stine havde skrevet kort tid forinden. Teksten beskriver, hvordan foråret kan opleves brutalt, hvis man er sorgfuld indeni.

Teksten optræder i Pilgaards roman Meter i sekundet

Stine Pilgaard debuterede som forfatter i 2012, og Forårssang uden håb indgår i hendes tredje roman, Meter i sekundet (2020). Se yderligere om Stine Pilgaards årstidssange i artiklen om Højskolesangbogens nr. 341 Sommersang uden sol.

Stine Pilgaard. Foto: Astrid Dalum

Man går aldrig galt i byen med v-ord

”V’et ligner et vinglas, og man går aldrig galt i byen med v-ordene”. Sådan lyder Stine Pilgaards forklaring på sangtekstens mange v-ord. Det giver teksten en udpræget lydlig sproglighed og kobler sangen til romanen. Romanen handler nemlig om en familie, der flytter til Velling på vestkysten. Her støder de på landsbyens slogan: ”Vi vil i Velling”. Men hvem er ”vi”, og hvad er det, de vil? Det søges der svar på i løbet af romanen.

Når sygdommen rammer midt i det brusende forår

Forårssang uden håb er oprindeligt skrevet på melodien til salmen Det dufter lysegrønt af græs (Højskolesangbogens nr. 325), og den blev til, da Stine Pilgaards nære veninde pludseligt blev alvorlig syg og indlagt på hospice. Det var midt i det brusende forår.

Ensomhedsmotiverne spiller en central rolle

Sangteksten er bygget op omkring en række ensomhedsmotiver. Fortælleren går på en øde villavej og har oplevelsen af at være forladt blandt verdens tåber. I brisen vinker grenene, men selv denne hilsen bliver meningsløs, fordi der ikke er nogen vidner, da natten er alene. Måske for at understrege tomheden, eller det ekko døden tit efterlader, gentages en række ord. Nattergalen galer, håbet er håbløst, og jeg’ets råb i første vers afrundes i sidste vers som et ekko, der går igen gennem sangen.

Hvert vers repræsenterer en forårsbebuder

Tekstens opbygning er fremadskridende, og hvert vers repræsenterer en forårsbebuder. De hviskende vintergækkers ankomst, vibernes tilbagevenden og nattergalen, der varsler sommer. Parallelt beskriver teksten et sorgens forløb, der bevæger sig fra en fredløs vrede til følelsen af kærlighed til den savnede, og som følges af en erkendelse af, at sommeren er uundgåelig. Det er hjerteskærende, at lyset stadig kommer, men også smukt og uundgåeligt.

”Naturen bøjer sig ikke for sorgen, og det kan være ubærligt, at der kommer en sommer og et liv, når smerten findes i alting. På den anden side hverken kan eller skal man undgå, at lyset og glæden bliver ved med at finde vej.”

Stine Pilgaard

Kontrasterne i teksten skaber nuancerne

Kontraster og dobbelthed er et vilkår i teksten. ”Min sorg er vred / og uden fred” og ”min kærlighed / er fyldt med fred’, hedder det, og dermed er sangen i familie med sange som Verden er våd og lys (nr. 296) af Morten Nielsen og Tit er jeg glad (nr. 77) af Ingemann, som vipper mellem to forskellige følelser og rummer nuancerne.

Monotonien i melodien understreger det manglende håb

Melodien er skrevet i mol og illustrerer med sine tonegentagelser og monotoni et forår uden håb. Men den søger omvendt også opad og kulminerer på de lyseste toner, hvor teksten udtrykker de mest modsatrettede følelser.

Sommeren vil komme, uanset hvordan vi har det

Melodien er fortællende og lægger sig tæt op ad talestemmen med en pludselig opbremsning, hvor en lang afventende overledning og en spænding i sidste akkord leder frem til næste vers. Der er en uforløsthed over denne pause, som giver sangen en åben, cirkulær evighedsfornemmelse: Foråret og sommeren vil komme, uanset hvordan vi har det indeni.

/ Helle Solvang

Stifter og leder af Syngesalonen samt grøn folkeoplyser, dokumentarist/radiovært, kulturiværksætter, facilitator, inspirator, næstformand i Vallekilde Højskoles bestyrelse og medstifter af Københavns Højskole.