Den moderne folkesang 'Velfærdsdødedansen' behandler nutidens velfærdsdiskussioner og andre aktuelle emner som overvågning og frihed i en humoristisk, næsten tragikomisk tone. Hovedpersonen er en kvinde i København, der bliver udsat for alverdens uretfærdigheder og gang på gang støder hovedet imod "systemet". Teksten er skrevet af forfatter Ursula Andkjær Olsen, og i 2018 satte musiker Marianne Søgaard melodi til for at bidrage til den folkelige udbredelse af teksten.
Ursula Andkjær Olsen har skrevet en moderne folkevise
Velfærdsdødedansen er en moderne folkevise fuld af drama og tragik. Hovedpersonen bliver udsat for alverdens uretfærdigheder og dør til sidst. Inspireret af færøsk kædedans (to skridt til venstre og et til højre) opfordres man til at synge og danse med hinanden som et kontrapunkt til fortællingen om den uheldige pige, som er ene imod systemet.
Systemet trænger ind i kærlighedslivet
Sangen handler om en pige på socialhjælp. Selvom hun har flere børn, får hun det til at løbe rundt. Hun lever med den klassiske single-mors problematik, at det kun er hver ”fjerde fredag”, at hun kan tage i byen. Hun møder en fyr, og det sætter gang i hendes deroute, fordi kommunen hurtigt mistænker, at hun er i et fast forhold og stopper ydelsen. Systemet trænger ind i kærlighedslivet. I omkvædet høres fællesskabets gys over fortællingens udvikling. Pigen sidder fast i suppedasen, mens vi danser videre.
Marianne Søgaard
Teksten er fuld af humor og talesprog
I denne historie er det kommunen, men ”det kunne også have været kapitalens eller statens sociale kontrol”, fortæller forfatter Ursula Andkjær Olsen, hvis tekst er fuld af humor og smæld og rummer folkelige vendinger og talesprog som ”det var sgu ik’ så godt”, ”hey”, ”hold da fuck” og ”økonomisk ting”.
Den moderne folkesang berører temaer som overvågning og frihed
Som moderne folkesang får Velfærdsdødedansen berørt nogle af de centrale politiske velfærdsdiskussioner, vi har i disse år, fra ”det skal kunne betale sig at arbejde” til debatten om overvågningsgrad og frihed. Det fremgår af sangen, at kommunen ”lurede på pigen og på hendes nye ven / På facebook ku’ man se, de sås igen igen igen”. Ekstra aktuel er problematikken om myndighedernes overvågning i forbindelse med coronakrisen, hvor hastelove blev vedtaget med udvidet bemyndigelse til at overvåge folk. Kritikere mener, at der er fare for, at vi vænner os til dem, og at de let går hen og bliver permanente.
Marianne Søgaard ønskede at folkeliggøre Andkjær Olsens tekst
I 2015 blev forfatter Ursula Andkjær Olsen inviteret til at skrive teksten til korværket En drøm med musik af den færøske komponist Sunleif Rasmussen. Et bestillingsværk fra Nordic Music Days på en moderne udgave af et færøsk kvad beregnet til at blive sunget og danset i kædedans. Deraf dansemotivet i historien. Marianne Søgaard var med i ensemblet, og da hun i 2018 af højskolesangbogsudvalget blev inviteret til workshop om nye sange, var det dele af denne tekst, hun fik lyst til at folkeliggøre med en ny melodi.
Melodiens struktur følger pigens dans med velfærdsstaten
Selve verset, hvor hovedpersonens genvordigheder bliver remset op, står i mol. Omkvædet begynder i dur og antyder pigens gå-på-mod i et frisk og optimistisk tonesprog. Men så snubler pigen i livet og slår sig på ”velfærdsstaten”, og melodien skifter til hurtigt løbende sekstendedele, hvor der bliver sunget: ”Hvordan vil hun klare at …”. Melodien går ned ad bakke, som pigens situation. Til sidst sker der en opbremsning af melodien til trampende fjerdedelstoner, der understreger, at pigen sidder fast i velfærdssystemet og ikke kan komme ud af dets morads. Med tryk på alle stavelser (vel-færds-dø-de-dan-sen) bliver dramatikken tydeligt illustreret. Melodiens lille svirp med halen til sidst er med til at betone det tragikomiske og kyniske i fortællingen, og sammen med spørgsmålet giver det sangen fremdrift og leder os over til næste vers.
/ Helle Solvang
Stifter og leder af Syngesalonen samt grøn folkeoplyser, dokumentarist/radiovært, kulturiværksætter, facilitator, inspirator, næstformand i Vallekilde Højskoles bestyrelse og medstifter af Københavns Højskole.
Helle Solvang har en række artikler i Sanghåndbogen – læs mere og køb bogen lige HER
Læs mere om Syngesalonen lige her: Facebook-side: https://www.facebook.com/Syngesalonen/ Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/singingbyheart Instagram: https://www.instagram.com/syngesalonen/?hl=da Hjemmeside: www.syngesalonen.dk
Yorumlar